Fortæl, hvad indebærer din rolle præcis?
Jeg leder vores dygtige lokale salgsteam og er også en del af ledelsesteamet lokalt. Som salgschef er det min opgave at opretholde de gode og langvarige relationer til vores nuværende arrangører – og ikke mindst opdyrke potentielle og kommende samarbejder. Det er min faste opgave at finde svar på, hvor vi kan gøre det endnu bedre for vores arrangører ved at udnytte den teknologi, vi har til rådighed.
Hvad er din baggrund?
Jeg har været i snart sagt alle ender af musikbranchen gennem de sidste 30 år. Jeg har gjort alt fra at vende burgere på Roskilde over at turnere landet tyndt som en del af Johnny Deluxe til at arbejde som booking agent for primært store hiphop-navne. Siden som agent på Storm og Prime Music, hvor jeg stod for booking af kunstnere som Gilli, Kesi, Klumben og Raske Penge og nye kunstnere som f.eks. Mekdes.
Hvilke aktiviteter giver dig energi?
Jeg får energi, når tingene fungerer for arrangøren! Når alle vores aftaler og processer bliver til det store show med en international kunstner, eller den lille, intime forestilling på det lokale teater. Jeg elsker at være en del af at skabe live events, som bringer folk sammen. Det synes jeg, er en vigtig funktion i vores samfund, og det er noget, jeg er meget stolt af at være en del af.
Hvor ser du mulighederne og udfordringerne i denne nye stilling?
Jeg skal være ærlig og sige, at det er noget nær mit drømmejob! Jeg ser en fantastisk mulighed for at kombinere mit indgående kendskab til den danske livebranche med min store interesse for events. En af de udfordringer, jeg glæder mig til at være med til at tackle, er, at holde Ticketmaster fleksibel og agil over for forskelige typer events og de mange arrangører. Jeg glæder mig til for alvor at komme i gang!
Hvad kan du lide at lave i din fritid?
I min fritid finder du mig primært sammen med mine to drenge på 6 og 16. Hvis jeg ikke er sammen med dem, er jeg nok i gang med at lave musik, ude at spille selv eller til koncert!
Hvad er dit bedste minde fra en begivenhed?
Åh, der er mange! Som tilskuer må det være min første Roskilde Festival i 2001. Jeg arbejdede som frivillig på Louisiana Burger og løb rundt og hørte en masse musik, som jeg ikke kendte ret godt, f.eks. en Robbie Williams på sit absolutte peak, et relativt ukendt White Stripes og en kæmpe følelsesudladning, da The Cure lukkede festivalen med reference til katastrofen året før. Som udøvende musiker må det være Johnny Deluxe på Plænen i Tivoli her sidste sommer. Det var magisk. Derudover, en hvilken som helst Prince-koncert. Ham nåede jeg heldigvis at se 12 gange.