Arena Næstved tilbød sig som vaccinationscenter hos Region Sjælland allerede inden de første vacciner var godkendt.

“Vi har plads, vi har kompetencer til at håndtere mange mennesker og vi har en utrolig stor lyst til at tage fat”, fortæller direktør i Arena Næstved, Jakob Brixvold.

Arena Næstved ansætter nye folk, og de faste medarbejderes faglige kompetencer er bragt i spil. Igen. Region Sjælland har frem til sommerferien lejet arenaen i Arena Næstved til vaccinationscenter, og forventer op mod 80.000 borgere gennem svingdørene de kommende måneder. Det er Arena Næstveds personale, der sørger for opbygning og rammer om vaccinationscentret, for catering til regionens cirka 100 medarbejdere, og det er også arenaens folk der står for borgernes sikkerhed, tryghed og guidning.

Alt, der har med selve vaccinerne at gøre, står Region Sjælland for.

Arena Næstved har ellers haft de samme udfordringer som alle andre spillesteder gennem det seneste år, og har samtidig mistet den daglige kontakt med idræts- og foreningslivet. Der har været bomstille i de to haller og arenaen, hvor store navne som Mads Langer, Dizzy Mizz Lizzy, Sebastian og Malurt skulle have stået på scenen.

Gennem hele 2020 har Arena Næstved fokuseret på at skabe omsætning så hurtigt som muligt, næsten for enhver pris. Man har afviklet de tilladte max-500 koncerter i efteråret, skruet op for rengøring, afprøvet et Tyvstarter-koncept for kun 50 publikummer, udviklet app til barkøb fra salen, øget og forbedret kommunikationen med publikum og i det hele taget holdt humøret oppe ved at blive ved med at udvikle, justere og forfine.

“Regeringens hjælpepakker har haft en afgørende betydning for Arena Næstved i 2020, som er kommet ud af året med et lille overskud, men nu glæder vi os over, at stå på egne ben igen”, siger direktøren.