Som tidligere omtalt her, så har Ticketmaster netop gennemført en større undersøgelse af comedymarkedet i Danmark. Undersøgelsen er, så vidt vides, den største og mest omfattende til dato.

Den involverer over 4.000 svar på et elektronisk spørgeskema sendt til Ticketmasters comedyfans, spørgeskemaer udfyldt ude i ”felten” samt en grundig analyse af Ticketmasters data på køberne af comedyoplevelser.

Resultatet er vedlagte comedyrapport, der når vidt omkring præferencerne og demografien hos landets fans af livecomedy.

Fx er andelen af kvinder, der går til livecomedy omkring 70 %, og næsten halvdelen af alle comedyfans mener, at det er tilladt at lave sjov med alt. Til gengæld foretrækker størstedelen af de adspurgte at sidde et stykke tilbage i salen, så de ikke risikerer at blive hevet op på scenen eller på anden måde gjort grin med. Der er stort set heller ingen, der inviterer en date med til comedy.

Ovenstående og et væld af andre indsigter i livecomedyscenen kan hentes i rapporten, der udspringer af et ønske fra Ticketmaster side om at dele ud af den viden og indsigt, vi har mulighed for at høste takket være vores status som landets største billetformidler.

Så vi er både stolte af og glade for at kunne præsentere branchen og pressen for et solidt, tankevækkende og oplysende værk om den danske livecomedyforbruger.

Skriv til din kontaktperson i Salg, Marketing eller Client Support, hvis du ønsker rapporten tilsendt.

Hvis du er utålmodig og vil have fingre i den med et samme, kan den læses her.