Det bliver gennem Ticketmaster, at ishockeyfans kan købe billetter til Herning-kampene ved 2025 IIHF Ice Hockey World Championship.

Snart er det igen tid til ishockey i verdensklasse i Danmark og Sverige, når der bydes indenfor til 2025 IIHF Ice Hockey World Championship i Herning og Stockholm.

Og nu står det klart, at kampene i Herning, der også er stedet for kampe med dansk deltagelse, kan købes gennem billetudbyderen Ticketmaster – ganske som det var tilfældet i 2018, hvor Herning sammen med København var værter for 2018 IIHF Ishockey VM.

Det glæder Ulrik Larsen, der er direktør for den danske organisation, der arrangerer Herning-delen af 2025 IIHF Ishockey-VM.

”Vi er meget glade for at have lavet en aftale med Ticketmaster, der går ind til opgaven med stor erfaring fra sportens verden, ligesom de jo også gjorde det rigtig godt i 2018 og turneringens billetsalg dengang. Ticketmaster deler vores begejstring for de store ishockeyoplevelser, som vi har i vente i Herning, og vi er helt trygge med deres store ekspertise, når det kommer til billetter og sport, så det bliver nemt at købe billet til kampene i Herning. Der kommer også til at være en del erfaringer og best practises fra 2018-salget, som vi kan få glæde af denne gang.

Ulrik Larsen, CEO, Herning 2025 IIHF ICE HOCKEY WORLD CHAMPIONSHIP

Hos Ticketmaster er der også stor begejstring for endnu engang at skulle varetage billetsalget til et IIHF Ishockey-VM i Danmark.

Vi er meget begejstrede over tilliden og for igen at kunne stå for billetsalget til ishockey i Herning. 2025 IIHF Ishockey-VM er et af de absolutte højdepunkter i den danske sportskalender. 2018 IIHF Ishockey-VM var en kæmpe fest med masser af danske – såvel som internationale – gæster på tribunerne. Som global billetformidler ser vi stærkt frem til at gentage succesen.

Jakob H. Lund, Managing Director i Ticketmaster

Hos Ticketmaster glæder man sig især til at samarbejde med de lokale arrangører: Den dygtige danske IIHF VM-organisation, som står for planlægningen, samt ikke mindst Herning Arena, der også sidst var epicenter for ishockeyfeberen – og som dengang viste sig som et perfekt sted til store sportsbegivenheder.

I samarbejde med IIHF Ishockey VM-organisationen vil Ticketmaster lancere nationale og internationale marketingkampagner for at fremme billetsalget. Innovative tiltag som Resale og Ticket Transfer giver fans muligheden for at sælge og overdrage deres billetter – den nye, globale version af “Min profil” betyder, at tilrejsende fans nu kan bruge deres lokale Ticketmaster-konto til at købe billetter til eventet. Alt sammen løsninger, som gør fanoplevelsen bedre, nemmere og mere gnidningsfri.

Information om 2025 IIHF Ice Hockey World Championship i Herning:

  • Det er sikkert, at Danmark skal spille på hjemmebane. Herning Arena vil nemlig danne rammen om de 28 kampe i Danmarks pulje samt to kvartfinaler. Den anden pulje samt de resterende knockoutkampe spilles i Stockholm i Sverige.
  • Billetsalget til kampene i Danmark vil starte i 2024. Nærmere information om salgstidspunkt, priser, billettyper mv. vil blive kommunikeret meget snart.
  • Organisationen bag det danske værtskab har hjemme i Herning med Ulrik Larsen som direktør.
  • Ligesom til 2018 IIHF Ice Hockey World Championship i København og Herning vil der også til dette IIHF Ishockey VM blive brug for frivillige til at løse mange af de opgaver, der er omkring en turnering af denne størrelse. Det kan man læse mere om og tilmelde sig her.