I denne måned bringer Ticketmaster Backstage nyt fra vores salgsafdeling, hvor vi byder velkommen til et nyt ansigt. Iben Stilling har allerede markeret sig som en stærk tilføjelse i vores salgsteam, og fremadrettet er hun med til at holde styr på kontrakterne og dialogen med dig, arrangøren.

Vi har stillet Iben en par nøglespørgsmål, så du allerede nu kan lære hende bedre at kende.

Hvad er din baggrund?
Jeg har både været Designer og indkøber i modebranchen, Product Manager, Projektleder, Key Account Manager, Partnership Manager, senest Partnership og Event Manager (B2B og B2C). Jeg er meget energisk, men først og fremmest en professionel og struktureret profil. En af mine styrker i nuværende job er, at jeg kan relatere til de mange udfordringer man jonglerer med som arrangør, om det handler om økonomi, udfordrende systemer, manglende kundesegmenteret data eller ressourcer.

Hvad er det vigtigste ved din rolle?
Som sælger er min fineste opgave at skabe og fastholde relationer, samt indgå – og vedligeholde – samarbejdsaftaler. Jeg ønsker at etablere, udvikle og drive eksisterende som nye kommercielle kunder og partnerskaber. Jeg vil gøre en forskel for dig, arrangøren – det er min målestok for succes.

Mulighederne og udfordringerne i denne nye stilling?
Jeg har fokus på at optimere samarbejdet med vores arrangører, idet jeg har forståelse for udfordringerne, I står i. Jeg kan blandt andet bruge min kreativitet og forretningsforståelse til at imødekomme jeres behov. Derudover er der mange spændende projekter, der summer i Ticketmaster pt., som jeg virkelig ser frem til at blive en større del af. Først og fremmest skal jeg lande i rollen og møde alle de kunder jeg får tildelt – noget jeg glæder mig meget til.

Bedste minde fra en live-begivenhed?
Åh, der er jo simpelthen så mange at jeg kunne lave en lang liste! Det må klart være min første Roskilde festival i 1998. Festivaler er for mig noget helt særligt, og man går derfra med en fællesskabsfølelse man kan leve højt på meget længe. Denne sommer ser jeg frem til et gensyn med Roskilde og første møde med bl.a. både SPOT, O Days, AiaSound og Suset.

Jeg er havnet på rette hylde, og det bekræftes jeg i hver dag. Jeg glæder mig til at møde jer alle!

Vi byder velkommen til Iben, og du kan både skrive til hende direkte eller forbinde via LinkedIn.