Vi har tidligere skrevet om den britiske adfærdsforsker Patrick Fagan, der har undersøgt sammenhængen mellem livskvalitet og liveoplevelser. Én af de opsigtsvækkende konklusioner på Fagans undersøgelse var bl.a. at bare 20 minutter med dit yndlingsliveband kan øge din følelse af velvære, selvværd og nærvær med over 20 procent.

Ligeså opsigtsvækkende var påvisningen af en sammenhæng mellem generel livskvalitet og hyppig brug af liveoplevelser. De af de adspurgte, der går til livekoncert mindst én gang hver 14. dag, scorer langt højere på parametre som fx livslykke, selvværd, tilfredshed og produktivitet end andre tilsvarende respondenter.

Disse konklusioner understøttes i den store fan-undersøgelse, som Ticketmaster Danmark netop har genneført blandt vores livefans. Hele 88 procent af de adspurgte mener nemlig, at der er en sammenhæng mellem trivsel og livskvalitet og liveoplevelser. 34 procent svarer endda, at liveoplevelser har en afgørende positiv betydning for trivsel og livskvalitet, og at det har forringet tilværelsen at måtte undvære liveoplevelser under COVID-19.

Levende oplevelser topper desuden listen over de ting, fans glæder sig allermest til, når COVID er væk. Således bliver både rejser, restaurantbesøg – ja, endda samvær med familie og venner – fejet af banen til fordel for grin, dans og ekstase foran scenen på yndlingsspillestedet eller på lægterne på stadion.

Du kan læse mere om den britiske undersøgelse her.