Vi er glade for at kunne byde velkommen til Casper Lechner Petersen, som du fremover vil kunne møde, når du kontakter vores Salgsafdeling. Casper kommer med masser af relevant brancheerfaring i bagagen, og han glæder sig til at hjælpe nuværende og kommende arrangører med at strikke de bedste løsninger sammen, så vi sammen kan sælge masser af billetter.
Hvad er din baggrund?
– Jeg har været i musikbranchen i over 20 år. Jeg startede med at skabe mit eget bookingbureau, hvor jeg arbejdede med egne bands samt samarbejdede med flere udenlandske agenter. Jeg arrangerede flere end 500 koncerter og events på forskellige venues og festivaler rundt om i Danmark. Herudover har jeg været med til at søsætte et eventbureau for udviklingshæmmede, hvor vi blandt andet opfandt og afholdte 3 festivaler og også en længere række shows. Endelig har jeg arbejdet med sponsorater, marketing, PR, afvikling og tour-produktion. Senest kommer jeg med erfaring fra en anden billetudbyder.
Hvad er det vigtigste ved din rolle?
– Det vigtigste ved min rolle som Sales & Client Development i Ticketmaster er den direkte kontakt med kunden. Takket være mine mange års erfaringer har jeg gode muligheder for at sparre med og hjælpe vores arrangører, hvilket betyder alt. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde alle I arrangører og bidrage og udvikle på jeres events.
Mulighederne og udfordringerne i denne nye stilling?
– “Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet” – citat Thomas Mygind, Fangerne på Fortet.
Bedste minde fra en live-begivenhed?
– Der er mange gode minder, men et af de mere specielle var da jeg bookede Xzibit til Posten i Odense og hang ud med ham et par dage inden koncerten. Han ville gerne til København og vise Christiania til sit crew. Det orkede jeg virkelig bare ikke, da jeg lige var kommet fra København. Så vi blev enige om at tage ud og fiske på Fyn i stedet for. Derfor endte jeg i en Put & Take-sø i Søndersø sammen med Xzibit og hans bodyguard.